PSG tager småskadet Mbappé med til CL-brag i Madrid
Kylian Mbappé kæmper for at blive klar til returkampen i Madrid. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Franck Fife/Ritzau Scanpix
Kylian Mbappé slog foden under mandagstræningen, men de første undersøgelser har været opløftende.
Noget tyder på, at Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappé er sluppet billigt fra et mindre uheld under mandagens træning i den franske hovedstad.
I hvert fald er Mbappé med i den 24-mandstrup, som træner Mauricio Pochettino har udtaget til onsdagens returkamp mod Real Madrid i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
- Kylian Mbappé fik et slag på sin venstre fod ved træningen i går (mandag, red.) og har siden fået behandling. Den første lægeundersøgelse var betryggende, og yderligere vurderinger vil blive foretaget i dag, skriver pariserklubben på sin hjemmeside.
Mbappé tiltvang sig en hovedrolle i det første opgør mellem de to storklubber på Parc des Princes 15. februar.
Med en soloaktion i kampens tillægstid sikrede den franske verdensmester PSG en 1-0-sejr, der giver holdet et fornuftigt udgangspunkt før returkampen i Madrid.
Mens Mbappé altså kan gøre sig forhåbninger om at spille på Bernabeu, er alt håb ude for Sergio Ramos.
Ramos skiftede sidste sommer til Paris efter 16 sæsoner i netop Real Madrid, men har siden stort set været konstant skadet.
Kun fem gange har den 35-årige stopper været på banen i denne sæson. Han rejser med holdet til Madrid, men er ikke en del af PSG-truppen til kampen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde