Puyols grimme uheld skæmmer Barca-sejr

Det så grimt og meget smertefuldt ud, da FC Barcelonas uheldige kaptajn Carles Puyol onsdag aften landede forkert ned på sin arm og slog den af led ved albuen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han blev omgående kørt på hospitalet efter uheldet, der skete mod slutningen af Champions League-kampen mod Benfica, som Barcelona vandt med 2-0

- Det var en dyr sejr for os og en grim skade, siger Barcelonas træner Tito Vilanova.

Puyol skal onsdag undersøges og skannes i Barcelona, hvor lægerne skal finde ud af, om noget er brækket, eller om nogen ledbånd har taget skade. Først derefter kan man vurdere, hvor lang en pause, den rutinerede forsvarer skal holde.

- Vi afventer resultatet af undersøgelserne, men han vil helt sikkert gå glip af "El Clasico", siger Vilanova.

Holdkammeraterne var da også hurtigt ude med bekymrede hilsner til den 34-årige forsvarer.

- Jeg håber, han kommer hurtigt ovenpå igen. Han er vores anfører, siger Alexis Sánchez, der scorede kampens første mål.

Kampen mod Benfica var i øvrigt Puyols comeback-kamp, efter at han havde siddet ude i et par uger med en knæskade. Tidligere på sæsonen brækkede han også kindbenet.

Nu tyder alt på, at han også kommer til at gå glip af søndagens storkamp mod Real Madrid, og hvis uheldet har været ude, kan der vente en længere pause.

- Han er en meget vigtig spiller for os, så vi håber, han bliver okay, lyder det fra Puyols forsvarskollega Jordi Alba.

/ritzau/dpa/Reuters