De danske håndboldkvinder var spillemæssigt overlegne i samtlige 60 minutter i fredagens træningskamp i Møbelringen Cup mod den kommende EM-modstander fra Serbien.
Men for træner Jan Pytlick var den knusende sejr på 34-21 ikke kun positiv.
- Når man vinder så stort, så er man altid lidt nervøs for, at det kan blive en sovepude. Det tror jeg nu ikke, at det bliver, men nervøsiteten er der lidt. Ligesom os har de forsøgt at gemme nogle ting, så det er et lidt andet hold, vi vil komme til at møde til EM, siger Jan Pytlick.
Han sparede selv den rutinerede målvogter Karin Mortensen samt højrebacken Camilla Dalby. Dalby meldes i storform og er oplagt som langskytte mod det flade serbiske forsvar til EM.
- Nu har jeg set fem kampe med serberne, og der var altså tre-fire ting, som de overhovedet ikke spillede med i denne kamp.
- Sådan noget som kontraer og hurtige opgiverkast satsede de slet ikke på i samme omfang, som de har gjort i de kampe, jeg har set. Og i de kampe har de været rigtig, rigtig farlige, siger Jan Pytlick.
Dansk topscorer blev fløjen Ann Grete Nørgaard med syv mål. Line Jørgensen scorede fire mål, mens Mie Augustesen, Lærke Møller, Pernille Holst Larsen og Trine Troelsen alle scorede tre gange.
Pytlick fremhæver dog især målvogter Christina Pedersen.
- Jeg synes, at hun gjorde det godt især i anden halvleg, hvor hun fik lukket tingene ned, siger Pytlick.
Han har også et par ord med på vejen til playmaker Lærke Møller, der fik en del spilletid efter at have siddet ude i lang tid med en skade.
- Jeg synes, at hun klarede det fint. Men man kan også godt se, at det er et stykke tid siden, at hun har spillet sammen med de andre. Der mangler lige et par procenter, siger han.
Danmark spiller lørdag mod Island, mens turneringsværterne fra Norge venter søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet