Pytlick giver genvalg til alle i mellemrunden

Landstræner Jan Pytlick afviser at skifte ud i sin spillertrup, inden kvindelandsholdet mandag tager hul på tre mellemrundekampe ved håndbold-EM i Serbien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter Danmarks 37-30-sejr over Makedonien slår Pytlick fast, at han tager alle sine spillere med til Beograd og altså ikke benytter lejligheden til at indkalde nye folk fra Danmark.

- Det har jeg ikke noget billede af, at jeg gør, siger Jan Pytlick.

Han er kun betinget tilfreds med indsatsen mod outsiderne fra Balkan, der i landstrænerens øjne kom lovlig let til de mange scoringer.

- Det er fint, at vi scorede 37 mål, men det er for meget at lukke 30 ind. Det skulle have været 20, så havde det set fint ud, siger Jan Pytlick.

- Dejligt at få alle i spil, alt i alt jeg godt have ønsket, at vi havde spillet lidt mere poleret håndbold. Vi spillede lidt hakkende i starten. Vi spillede en smule for langsomt og manglede flow.

- Vi er nødt til at finde et højere bundniveau, men det er naturligt med unge spillere. Det var en sjov test, og vi har lært af det, lyder det fra Pytlick.

Specielt i kampens indledning havde hans spillere det svært i larmen fra det støjende publikum, og spillet nåede aldrig over et middelmådigt niveau.

Men danskerne kan glæde sig over, at holdet nu har opfyldt minimumkravet og har kvalificeret sig til mellemrunden.

- Vi er videre til hovedrunden, og det var det, vi kom efter. Nu skal vi hjem på hotellet og snakke om en ny målsætning, siger Jan Pytlick.

Danmark møder Tjekkiet, Serbien og Norge i mellemrunden.

/ritzau/