Pytlick mister brasiliansk sprællemand i Odense-målet

Odenses 38-årige målmand Chana Masson indstiller karrieren efter denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

Odenses håndboldkvinder må efter denne sæson sige farvel til holdets brasilianske målmandsprofil Chana Masson.

Den 38-årige keeper indstiller karrieren, og dermed bliver den danske liga en verdensstjerne fattigere.

Det vurderer Odense-træner Jan Pytlick.

- Det er ikke kun Odense Håndbold, men også Danmark, der må sige farvel til en verdensstjerne, siger Pytlick i en pressemeddelelse fra klubben.

Gennem mange år har Chana Masson været en fast del af Brasiliens landshold. I forbindelse med VM i 2011 blev hun kåret til turneringens bedste målmand.

Sideløbende har hun haft en lang klubkarriere i Spanien, Tyskland og Danmark, hvor hun har repræsenteret FCK, Randers HK, Viborg HK og senest Odense.

- Nu føles det som det rigtige tidspunkt at indstille håndboldkarrieren i målet, og så håber jeg på en plads i slutspillet som afrunding på hele eventyret, siger Chana Masson om beslutningen.

Odense Håndbold kæmper i øjeblikket for en plads blandt de seks bedste klubber i landets bedste række. Odense er nummer fem, og top-seks er sikret en plads i slutspillet.