Pytlick savner stadig bedre forsvar efter storsejr
15 mål i overskud lyder umiddelbart af meget i en håndboldkamp, men står det til landstræner Jan Pytlick, skulle de danske kvinder have lukket knap 10 mål mindre ind i EM-kvalifikationskampen mod Østrig torsdag aften.
En kamp, som Danmark vandt med 42-27 i Roskilde.
Forsvaret er det sted på banen, hvor danskerne har de største problemer. Derfor var det i fokus forud for kampen. Alligevel levede defensiven ikke op til forventningerne, mener landstræneren.
- Jeg synes ikke, at vores forsvar er godt nok. 27 mål er for meget, det skal vi gøre bedre. De skal kun have lov til at score 19-20 mål, siger Pytlick.
- Det lykkedes ikke godt nok. Det må vi erkende. Det skal være bedre, og det skal vi løfte. Vi mangler noget timing i forhold til hinanden, og at det hænger sammen som en enhed, lyder det fra Jan Pytlick.
For ham at se mangler holdet mere offensive tacklinger og hurtige reaktioner.
- Folk er lidt tøvende, vi skal jo bare gå frem og tackle dem. Så prøver vi, men Frey (Østrigs Sonja Frey, red.) sætter os skakmat nogle gange, selvom vi godt ved det.
- Vi skal være bedre til at lukke ned, for når man møder et hold - med alt respekt - som er bedre end Østrig, så går det ikke. Så skal vi op at lave over 35 mål for at vinde, det er ikke godt nok, siger Jan Pytlick.
Angrebsspillet og kontrafasen får dog rosende ord med på vejen og er med 42 mål på tavlen godkendt af træneren.
Sejren over Østrig giver Danmark den bedst mulige start på EM-kvalifikationen, hvor danskerne ud over Østrig skal møde Litauen og Ukraine.
Lørdag morgen rejser de danske håndboldkvinder til Litauen, hvor det søndag går løs i den anden EM-kvalifikationskamp, før puljespillet bliver sat på pause blandt andet til fordel for VM i Serbien i december.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker