Pytlick tør ikke love for meget

Det vil være en kæmpeoverraskelse, hvis det danske kvindelandshold i håndbold formår at slå Norge i lørdagens semifinale ved GF World Cup. Danmark har fået slemme klø af nordmændene i de seneste mange indbyrdes opgør, og derfor er landstræner Jan Pytlick også forsigtig med at love for meget inden weekendens finalekampe.

- Vi vil selvfølgelig gerne i finalen og alt det der, men vi må også være realistiske og sige, at Norge er meget stærke. Derfor er vores fokus i de næste to kampe først og fremmest at få flyttet og udviklet holdet. Det er succeskriteriet, og så må vi se, hvordan resultaterne bliver, siger Pytlick på turneringens hviledag, hvor de otte deltagende hold var inviteret til buffet på rådhuset i værtsbyen Århus.

Pytlick er meget tilfreds med det danske forsvarsspil, men er stadig usikker på, hvor holdet står henne angrebsmæssigt. Spillere som Camilla Dalby og Trine Troelsen har endnu ikke vist det, de kan, så de skal sættes bedre i scene. Og så skal holdet også demonstrere, at den flotte 25-22-sejr over de russiske verdensmestre i den sidste gruppekamp ikke var en tilfældighed.

- Fordi vi har spillet en god kamp mod russerne, er det ikke ensbetydende med, at vi har fundet stabiliteten det næste halvandet år frem. Ser man tilbage på vores kamp mod Sverige, var vi jo ikke mange sekunder fra slet ikke at skulle spille mere i turneringen. Så det skal blive spændende at se, om vi kan holde niveauet, siger Pytlick.

/ritzau/

Jan Pytlick er realistisk omkring Danmarks chancer for en finaleplads ved GF World Cup, hvor den næste opgave bliver de norske EM- og OL-mestre.

Offentliggjort Sidst opdateret