Pytlicks piger tager første skridt mod EM

Danmark tog de første spæde skridt mod EM-slutrunden i 2012 i Holland, da håndboldkvinderne vandt 36-24 over Slovakiet i Holstebro.

Efter en jævnbyrdig første halvleg trak Danmark fra i de sidste 30 minutter, hvor slovakkerne fik scoringsproblemer.

Offensivt kom særligt Trine Troelsen, Anne Grete Nørgaard og Maibritt Kvisgaard godt fra start, og det var tydeligvis ikke noget problem for danskerne at bryde gennem det slovakiske forsvar.

Til gengæld var forsvarsspillet lige så dårligt, som angrebsspillet var godt, og koncentrationen foran det rød-hvide mål svigtede med jævne mellemrum.

Slovakkerne fik lov til meget. De blev ikke tacklet og stoppet ordentligt af de danske kvinder.

Landstræner Jan Pytlick var heller ikke tilfreds med sit forsvar. Han forlangte blandt andet mere bevægelse, og det blev en smule bedre mod slutningen af første halvleg, som sluttede 15-14.

Beskeden fra Pytlick så dog ud til at have fuld effekt fra starten af anden halvleg, da Danmark hurtigt øgede fra en et-målsføring til en seks-målsføring.

Søndag møder de danske håndboldkvinder Italien, som skulle være til at tale med. Italienerne tabte 15-40 til Kroatien i den anden kamp i EM-kvalifikationsgruppe 6, som dermed føres af Kroatien.

De danske håndboldkvinder skal spille VM i Brasilien om knap to måneder.

/ritzau/

De danske håndboldkvinder vandt 36-24 over Slovakiet i den første kvalifikationskamp til EM i Holland i 2012.

Offentliggjort Sidst opdateret