Qatar er 99 procent klar til VM i håndbold
Qatar er så godt som færdig med forberedelserne og klar til, at VM i håndbold kan begynde på torsdag.
Oliestaten Qatar er så godt som klar til VM i håndbold, når Danmark og 23 andre nationer tager hul på slutrunden fra på torsdag.
Det oplyser Thani al-Kuwari, der er direktør for organisationskomitéen, til nyhedsbureauet AFP.
- Organisationen har fuldendt 99 procent af vores forberedelser, og det er kun de små detaljer, som mangler, siger han.
Åbningsceremonien finder sted torsdag i Lusail Hall, hvor der er plads til 15.000 tilskuere. Finalekampene skal spilles i to andre haller, Al-Sadd Club og Duhail med plads til henholdsvis 7.000 og 4.000 tilskuere.
Thani al-Kuwari oplyser desuden, at VM-pokalen er lavet af rent guld, og er skænket af Qatar.
Qatar skal også være vært for VM-slutrunden i fodbold i 2022, og oliestaten har været under stærk beskydning i forhold til konstruktionen af de mange fodboldarenaer, som har kostet dødsulykker undervejs.
- Ingen er blevet dræbt på vores byggepladser, siger Thani al-Kuwari til AFP, og tilføjer, at Lusail Hall har krævet 31 millioner arbejdstimer siden december 2012.
I alt har 26.000 arbejdere dagligt arbejdet på opførelsen i toholdsskift.
Qatar er ingen stor håndboldnation. Faktisk kan indbyggerne langt bedre lide fodbold. Men ifølge arrangørerne er omkring 7.000 håndboldfans kommet til fra de øvrige deltagerlande. Og flere er på vej.
Qatar var arrangør af VM i indendørs atletik i 2010. I december 2014 var der VM i svømning på kortbane i hovedstaden Doha. Der er VM i landevejscykling i 2016, og i 2019 gælder det VM i atletik.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker