Quick-Steps chef bekræfter snak om mulig fusion
Ifølge Patrick Lefevere har der været holdt møder mellem Jumbo-Visma og Quick-Step før og under dette års Tour de France. (Arkivfoto). Foto: Goyvaerts/Ritzau Scanpix
Quick-Steps chef Patrick Lefevere åbner i en klumme i Het Nieuwsblad op om en mulig fusion med Jumbo-Visma.
Efter kraftige rygter den seneste uge om en fusion mellem cykelholdene Jumbo-Visma og Quick-Step bekræfter Quick-Steps chef Patrick Lefevere nu, at der har foregået konkrete snakke mellem de to storhold.
Det gør han i sin ugentlige klumme i det belgiske medie Het Nieuwsblad ifølge cykelmediet Wielerflits.
Lefevere skriver i klummen, at der har foregået møder mellem holdene før og under dette års Tour de France.
- Vi kom tydeligvis godt ud af det, men i mellemtiden var der også utilfredshed med vores hold, som angiveligt ikke fungerede godt nok, skriver cykelchefen.
Han fortæller samtidig, at der er blevet underskrevet en hensigtserklæring mellem parterne om at fusionere.
Ud over Zdenek Bakala, hovedaktionær i Quick-Step, og Robert van der Wallen, bestyrelsesmedlem i Jumbo-Visma, har Jumbo-Vismas holdchef, Richard Plugge også deltaget i flere af møderne.
Ifølge Lefevere vil der mandag komme en afklaring på, om fusionen vil blive en realitet.
Mange ryttere vil i en mulig fusion komme i overskud.
Quick-Steps stjerne Remco Evenepoel har været en af dem, der har været spekulationer om, da danske Jonas Vingegaard er at finde på Jumbo-Vismas hold.
Ifølge Lefevere vil Evenepoel dog også være at finde på holdet efter en potentiel fusion.
- Jeg kan garantere, at jeg ikke tager let på mine medarbejdere. Det er naturligvis også meningen, at Remco Evenepoel skal forblive på holdet. Jeg bad folkene hos Jumbo-Visma om at tale med ham, hvilket nu er sket, skriver Lefevere.
Patrick Lefevere åbner også op for, hvordan en mulig ledelseskonstellation vil kunne se ud ved en fusion.
Han vil selv træde tilbage fra en ledende rolle og i stedet være en del af bestyrelsen.
Jumbo-Vismas Richard Plugge vil blive administrerende direktør, mens Merijn Zeeman, der er sportsdirektør på Jumbo-Visma, vil skulle indtage samme rolle på det nye storhold.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub