Rabobank-farvel ændrer intet for Saxo Bank
Foto: Nils Meilvang /Scanpix
Nils Meilvang /Scanpix
Efter 17 år som storsponsor trækker den hollandske bank Rabobank sig fra cykelsporten til nytår. Tilliden til en ren sport er væk.
Troen på en renere fremtid forsvandt i det cykelgale lands store bank, efter det amerikanske antidopingagentur (Usada) offentliggjorde en 1000-sider lang rapport med beviser og anklager om doping på Lance Armstrongs tidligere cykelhold US Postal.
I Danmark er banken Saxo Bank en af to hovedsponsorer for Bjarne Riis' cykelhold, og her ændrer fredagens nyhed fra Holland ikke noget.
- Vores reaktion er, at det ændrer intet for os. Vi har siden 2008 haft 100 procent tillid til Bjarne Riis, siger bankens pressechef Kasper Elbjørn.
- En af årsagerne til, at vi gik ind og sponsorerede netop Riis Cycling, var deres antidopingprogram, der i dag er udbredt til hele sporten. Vi mener stadig, at Bjarne Riis er Danmarks største sportsbrand, og det er derfor, vi sponsorerer ham, siger Elbjørn.
Tidligere Riis-ryttere som David Zabriskie, Jörg Jaksche og Christian Vande Velde indrømmer under ed i forbindelse med Usada-rapporten, at de har været dopet. Også i et mindre omfang - mens de kørte hos Riis.
Bjarne Riis har indtil videre ikke kommenteret Usada-rapporten.
Bert Bruggink, bestyrelsesmedlem i Rabobanks bestyrelse, forklarer den hollandske banks farvel til cykelsporten på følgende måde:
- Det er med smerte i vores hjerter, men for banken er det en uundgåelig beslutning. Vi er ikke længere overbevist om, at den internationale professionelle cykelverden kan gøre dette til en ren og fair sport.
- Vi er ikke sikre på, dette vil ændre sig til det bedre i en overskuelig fremtid.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned