Racistiske tilråb skæmmer Real Madrids derbysejr
Atlético Madrid-tilhængere sang racistiske sange mod Vinicius Junior inden kampen mod Real Madrid. Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
En gruppe Atlético Madrid-fans blamerede sig ved at synge racistiske sange om Vinicius Junior.
Real Madrid satte søndag aften lokalrivalen Atlético Madrid på plads med en sejr på 2-1 og indtager dermed førstepladsen i La Liga.
Men det var formentlig ikke kun glæde over sejren, som Real Madrid tog med sig hjem fra besøget hos Atlético.
Før kampen overhovedet gik i gang, var en gruppe Atlético-fans nemlig stimlet sammen foran stadion, hvor de råbte racistiske smædesange mod Real Madrid-stjernen Vinicius Junior.
"Du er en abe, Vincius, du er en abe", lød tilråbene ifølge nyhedsbureauet AFP, der henviser til en video, som radiostationen Cope har delt på sociale medier.
De racistiske tilråb kommer efter nogle dage, hvor en sag om netop Vinicius Junior har verseret i Spanien.
I et fodboldprogram har Pedro Bravo, der er chef for en spansk sammenslutning af fodboldagenter, anklaget brasilianeren for at opføre sig som en abe i forbindelse med sine scoringer.
Den kommentar gav omgående bagslag på sociale medier, hvor Pedro Bravo blev beskyldt for at have udtalt sig racistisk.
Pedro Bravo undskyldte senere og slog fast, at det ikke var meningen, at udtalelsen skulle have racistiske undertoner. Alligevel var sagen ikke helt død søndag.
Det lykkedes dog ikke Atlético-fansene at kyse Vinicius Junior. Han spillede således en stor rolle i Real Madrids sejr søndag.
Ved det første mål var det dog et par af hans holdkammerater, der viste klasse. Aurelien Tchouameni lagde frækt bolden hen over Atlético-forsvaret, og så scorede Rodrygo til 1-0.
Senere i første halvleg kom Vinicius Junior i fokus. Brasilianeren brød igennem i venstresiden og sparkede bolden på stolpen, hvorefter den havnede hos Federico Valverde, der bragede kuglen i nettet.
Atlético pressede hårdt på og pyntede på resultatet med otte minutter igen. Bolden ramte lidt tilfældigt Mario Hermoso på skulderen efter et kikset indgreb af keeper Thibaut Courtois, og så gik den i mål.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde