Spanske Rafael Nadal kan bare det dér med at vinde over rivalen Roger Federer i tennis.
Det blev endnu en gang bevist, da Nadal torsdag sendte schweizeren ud af Australian Open med en sejr på 6-7, 6-2, 7-6, 6-4 i semifinalen.
Med sejren i den medrivende kamp udbyggede Rafael Nadal sin føring til 18-9 i indbyrdes opgør mod Roger Federer, som ellers lagde bedst ud i kampen i Melbourne.
Schweizeren tog første sæt efter en spændende tiebreak, men billedet vendte fra midten af andet sæt, da Rafael Nadal brød til stillingen 4-2 med et fantastisk passérslag med baghånden.
Ved 5-2 til Nadal blev spillet afbrudt i adskillige minutter af et meget stort og larmende fyrværkeri i nærheden af arenaen, og det fik tilsyneladende Roger Federer til at miste koncentrationen.
I hvert fald fik han brudt sin serv rent i det efterfølgende parti, så Nadal sikrede sætsejren.
Tredje sæt bød på endnu en tiebreak, og her lykkedes det Roger Federer at afværge fire sætbolde, før Rafael Nadal lukkede sættet.
Fjerde sæt sluttede med spændingen i top, da Nadal brød til 5-4. Herefter fulgte et meget dramatisk parti, hvor Roger Federer afværgede flere matchbolde, og Nadal ligeledes overlevede flere breakbolde.
Til sidst skød schweizeren bolden ud af banen, og Nadal faldt glædesstrålende sammen i jubel.
Det er femte gang i træk, at Rafael Nadal trækker sig sejrrigt ud af et møde med Roger Federer ved en grand slam-turnering.
Schweizeren vandt i grand slam-sammenhæng senest over Nadal ved finalen i Wimbledon i 2007.
Rafael Nadal, som vandt Australian Open i 2009, skal i finalen møde enten serberen Novak Djokovic eller briten Andy Murray.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde