Ramos og Benzema sørger for sejr i dramatisk El Clásico

Real Madrid beviste endnu en gang, at holdet i øjeblikket har overtaget mod FC Barcelona i de indbyrdes kampe. Lørdag vandt Real Madrid 2-1 hjemme over ærkerivalen i Primera Division.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var endda et Barcelona-hold, der benyttede alle stjernerne, mens Real Madrid stillede op med et halvt reservehold uden blandt andre Cristiano Ronaldo, Mesut Özil og Sami Khedira.

Sergio Ramos sørgede for 2-1-målet efter 82 minutter, da den spanske landsholdsspiller nåede højest på et hjørnespark taget af Luka Modric.

I overtiden følte Barcelona sig snydt for et straffespark, da Adriano blev fældet i feltet. Det fik efter slutfløjt Barcelonas målmand Victor Valdés til at gå helt amok over for dommeren, og keeperen fik et rødt kort for den optræden.

Real Madrid kom bedst fra start. Den franske landsholdsangriber Karim Benzema scorede til 1-0 efter blot seks minutter, da han udnyttede et fint indlæg fra reservespilleren Alvaro Morata.

Lionel Messi udlignede 10 minutter senere, da argentineren stak af sted i dybden og derefter snød Sergio Ramos i Real Madrid-forsvaret med et fladt skud mellem benene på spanieren.

Det var Messis 18. mål i et El Clásico-opgør og det 39. ligamål i denne sæson, hvilket den argentinske landsholdslegende Diego Maradona, der var blandt tilskuerne i Madrid, kunne glæde sig over.

Morata havde en kæmpe chance for at bringe Real Madrid foran et kvarter før tid, men Victor Valdés kom flot ud og fik reddet forsøget. Indskiftede Ronaldo havde et forsøg på overliggeren kort før tid.

De brændte chancer betød dog ikke det store, da Ramos som skrevet sørgede for at skaffe sejren med sit fjerde ligamål i denne sæson.

Barcelona fører trods nederlaget den bedste spanske række med 12 point foran Atlético Madrid og 13 point ned til Real Madrid.

Real Madrid skal tirsdag møde Manchester United i Champions Leagues 1/8-finale. Det første opgør endte 1-1 i Madrid.

/ritzau/