Randers-boss: Vi har truppen til at klare os i Europa
Jakob Ankersen (i blåt) er en af de spillere, som Randers FC har hentet i sommerens transfervindue. Her ses kantspilleren i aktion i søndagens kamp mod FC København og backen Kevin Diks. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Med en større trup og endnu mere kvalitet vurderer Randers, at klubben kan klare sig i tre turneringer.
Randers FC har truppen til at klare strabadserne i pokalturneringen, Superligaen og Conference League i de kommende måneder.
Det mener Søren Pedersen, klubbens sportslige og kommercielle direktør, som er godt tilfreds med truppen og dens sammensætning.
Mathias Greve skiftede fra Randers til Brøndby i sommerens transfervindue, men holdets måske største profil er blevet erstattet med Jakob Ankersen og Simon Tibbling.
- Vi hentede Tibbling tidligt i vinduet, vi har selv Tobias Klysner, som har spillet mange kampe, og så har vi senest hentet Jakob Ankersen. Så vi har hentet to ind for en spiller på den position.
- Og så har vi fået forstærkninger ind både i forsvaret, på midtbanen og i angrebet også. Så vi er klar til det her, og vi er rigtigt godt forberedt, siger Søren Pedersen.
Randers har blandt andre også hentet stopperen Joel Kabongo, midtbanespilleren Vincent Onovo samt angriberne Nicolai Brock-Madsen og Stephen Odey.
I den første kamp i Conference League skal Randers torsdag aften hjemme møde hollandske AZ Alkmaar.
- Vi kan sagtens leve med uafgjort. De er dygtigere og kommer og lægger højt pres på os. Men kan vi modstå det, formå at skabe chancer og i sidste ende få et kryds ud af det, vil vi være godt tilfredse med det.
- Det er ikke Alkmaar, vi skal måle os med i denne gruppe. Det vil vi selvfølgelig gerne, hvis vi kan. Men vi skal være godt tilfredse, hvis kan blive nummer to i puljen, siger Søren Pedersen.
De to øvrige hold i gruppen er Cluj og Jablonec.
- AZ er den mest kendte klub, af dem vi skal møde. Og nok også det bedste hold. Så vi lægger hårdt ud mod en dygtig modstander.
- Det er andenpladsen, jeg ser som den mest realistiske, men stadigvæk også ambitiøse mulighed. Det er den, jeg vurderer, at vi kan tillade os at gå efter, siger Søren Pedersen.
Han forventer mellem 4000-5000 tilskuere til kampen, som spilles torsdag klokken 21.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet