Randers-chef bekræfter forhandlinger med AaB om træner

AaB forhandler med Randers FC om Thomas Thomasberg, bekræfter sidstnævntes direktør. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB og Randers FC forhandler om Thomas Thomasberg, bekræfter Randers-direktør Søren Pedersen.

Offentliggjort Sidst opdateret

AaB er på jagt efter en ny cheftræner, efter at Marti Cifuentes er blevet købt fri af den svenske klub Hammarby.

Nordjyderne har vist interesse i Randers-træner Thomas Thomasberg. Det har begge klubber tidligere bekræftet, og nu forhandler de også.

Det afslører Randers' sportslige og kommercielle direktør, Søren Pedersen, i Discovery+-programmet "Start11'eren".

Han tilføjer desuden, at pilen lige nu peger i retning af, at Thomasberg også er cheftræner i den kronjyske klub efter 1. februar.

- Det er en kombination af mange ting. Vi er rigtigt glade for Thomas og vil rigtigt gerne beholde ham.

- Andre klubber trækker den anden vej, og så håber vi, at vi finder den vej, vi helst vil. Og det er at han er Randers-træner, siger Søren Pedersen.

Thomas Thomasberg forlængede i maj 2021 sin kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2025.

Siden stod han i spidsen for holdet i klubbens første europæiske gruppespil nogensinde. Det gav en andenplads i Conference League og avancement til forårets knockoutkampe.

Her venter nu to kampe mod Premier League-holdet Leicester, der har den danske duo Kasper Schmeichel og Jannik Vestergaard i sin trup. De afvikles begge i februar.

AaB og Randers FC ligger inden forårets genstart af Superligaen henholdsvis nummer fire og fem i Superligaen. Begge har indsamlet 28 point i 17 kampe.