Randers er over stregen efter ny sejr

Med endnu en mandfolkeindsats kæmpede Randers sig til en sejr på 2-0 over FC Midtjylland og nåede dermed lidt af en milepæl:

For første gang siden tredje runde i SAS Ligaen kravlede kronjyderne over nedrykningsstregen, så de nu indtager niendepladsen med et enkelt point ned til både Sønderjyske og AGF.

Det skete til stor glæde for størstedelen af de 7.760 tilskuere, der takkede hjemmeholdet for indsatsen med stående klapsalver.

Baggrunden for sejren var den efterhånden sædvanlige Randers-opskrift: En solid defensiv, hurtige kontrastød, gode dødbolde og en hidsig arbejdsiver over hele linjen.

Holdets første mål faldt netop efter et kontrastød, hvor Mikkel Beckmann førte bolden frem i højresiden, før han sendte den videre til Yura Movsisyan. Fra kanten af feltet hamrede den armenske angriber bolden i mål.

Andet mål kom efter et Randers-frispark, som forsvarskæmpen Anders Egholm ikke nåede op til. Til gengæld skærmede han bolden af, så den faldt ned for fødderne af en helt fri Movsisyan, og han scorede let sit andet mål i kampen. Det var den nytilkomne angribers femte mål i ni kampe.

FC Midtjylland havde bolden klart mest og kombinerede sig flot frem ad banen. Men når midtjyderne nærmede sig mål, kiksede de indlægget, missede den sidste aflevering, var uskarpe i afslutningen, eller også lossede det stærke Randers-forsvar bolden halvvejs ud af Essex Park.

Det var kronjydernes 13. kamp uden nederlag, og med 25 point i 11 kampe udgør de forårets stærkeste mandskab. To point bedre end FC Midtjylland.

AGF overtager nedrykningspladsen fra Randers.

/ritzau/

Efter en sejr på 2-0 over formstærke FC Midtjylland ligger Randers nu på den rigtige side af nedrykningsstregen for første gang siden august.

Offentliggjort Sidst opdateret