Randers FC får russisk eller serbisk EL-modstand
Randers FC får sandsynligvis russisk modstand, når klubben træder ind i Europa League-kvalifikationen i tredje runde.
Den jyske fodboldklub får fornøjelsen af enten Rubin Kazan fra Rusland eller Jagodina fra Serbien.
Det står klart efter fredagens lodtrækning i Nyon.
Eftersom Rubin Kazan vandt det første opgør mod Jagodina med 3-2 på udebane, synes det overvejende sandsynligt, at russerne kommer videre fra anden kvalifikationsrunde.
- Som det ser ud nu, må vi formode, at det bliver Rubin Kazan, vi skal møde, siger Randers-træner Colin Todd til klubbens hjemmeside.
- Det er et kendt hold med masser af Champions League-erfaring, så det bliver lidt af en udfordring for os.
- Jeg havde håbet, at det blev Swansea, men uanset om det bliver Jagodina eller især Rubin Kazan, bliver det et opgør, som vi ser frem til, siger Colin Todd.
Michael Laudrups klub, Swansea, var en af de modstandere, som Randers FC kunne have trukket.
Den danske manager skal i stedet en tur til Sverige eller Skotland.
Swanseas modstander bliver enten Malmö FF eller Hibernian.
AaB var også med i bowlen, da der blev trukket lod.
Den nordjyske klub spiller i øjeblikket i anden kvalifikationsrunde, og her tabte klubben torsdag 0-3 ude til FC Dila Gori fra Georgien.
Hvis AaB leverer et mindre mirakel på torsdag og går videre efter returkampen i Aalborg, venter en modstander fra det tidligere Jugoslavien i tredje kvalifikationsrunde.
Det bliver i form af Hajduk Split fra Kroatien eller Turnovo fra Makedonien.
Kampene i tredje runde af Europa League-kvalifikationen bliver afviklet den 1. og 8. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde