Randers FC har valgt en korttidsløsning

Den helt rigtige mand, men ikke en mand, der bliver satset på i det lange løb.

Det mener de to tidligere fodboldtrænere Morten Bruun og Jan Kalborg om Randers FC's nytiltrådte træner, Ove Christensen, der har afløst fyrede John "Faxe" Jensen og underskrevet en kontrakt for resten af sæsonen med SAS Ligaens bundprop.

- Lige her og nu er Ove Christensen det bedste valg for Randers, fordi der er ingen, som kender SAS Ligaen bedre end ham. Men han kan nærmest ikke have fået en kortere kontrakt, og på sigt tror jeg, at klubben vil satse på en yngre træner. Det viste klubben allerede ved at skifte Colin Todd ud med "Faxe", siger Morten Bruun, der i dag er fodboldkommentator på Kanal 5.

Jan Kalborg, som er fodboldkommentator på DR, siger:

- Længden af kontrakten betyder, at det er en ren overlevelsesaktion, Ove Christensen er sat til at lede. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det er 100 procent sikkert, at Randers henter en ny træner til næste sæson, hvis Ove Christensen redder klubben, men det er jeg meget sikker på. Ove Christensen er god i den nuværende situation, men Randers har ambitioner om at blande sig med de bedste. Derfor tror jeg, at klubben finder en anden træner, siger Kalborg.

Ove Christensens første opgave bliver søndag den 18. oktober på udebane mod AaB.

/ritzau/

Ove Christensen er kun træner i fodboldklubben Randers FC i denne sæson, selvom han redder SAS Liga-bundproppen fra en nedrykning, mener to eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret