Randers FC mere død end levende

Der var dømt skæbnekamp for Randers, da man hjemme skulle forsøge at hente tre livsforlængende point mod Sønderjyske,

men uden helt at blive lagt i kisten kom Randers' liv som SAS Liga-klub et stort skridt nærmere en afslutning, da de

to hold spillede 0-0.

Det var dog ikke chancerne det skortede på. Specielt Sønderjyske spillede friskt til. Blandt andet havde Henrik Bødker et bragende forsøg på den ene opstander. I store træk var det en kamp, der afspejlede de to holds respektive placeringer i bunden af SAS Liga-tabellen.

Kampen blev spillet foran sølle 2650 tilskuere. I store dele af kampen var de tavse som graven. Sikkert med tanke på den truende SAS Liga-dødsdom de lokale helte har hængende over hovedet. Randers-spillerne kan heller ikke beskyldes for at appellere til tilskuernes opbakning ved at fighte, som gjaldt det livet.

I stedet var det Sønderjyske, der på en og samme tid kunne ærgre sig over, at det ikke blev til tre point, men samtidig glæde sig over, at afstanden ned til Randers fortsat er komfortabel.

Det uafgjorte resultat betyder, at Randers FC med 5 point i 17 kampe har lavet det dårligste midtvejsresultat i Superligaens historie, og det betyder også, at der stadig er hele 14 point op til Sønderjyske på den rigtige side af nedrykningsstregen. Randers får noget, der må betegnes som allersidste chance for overlevelse, når HB Køge gæster Essex Park om en uge.

/ritzau/

Efter 0-0 hjemme mod Sønderjyske kan fodboldbedemanden så småt begynde at finde kisten frem til Randers FC, der ligner fortid i SAS Ligaen efter denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret