Randers FC sakker længere bagud

Hverken Randers FC eller FC Nordsjælland formåede at tilspille sig store chancer på Essex Park i Randers, og derfor måtte holdene forlade banen uden scoringer.

Med blot det ene point virker Randers' chance for at forblive i SAS Ligaen nu minimal. Afstanden til holdene over nedrykningsstregen er nu på 14 point i stedet for 13 point.

Første halvleg bar præg af adresseløse afleveringer, og når holdene endelig nærmede sig straffesparkfelterne, blev skudforsøgene enten blokeret, eller indlæggene sejlede bagom mål.

Hos hjemmeholdet arbejdede de to teknikere Mikkel Beckmann og Kasper Lorentzen godt for sagen, mens Morten Karlsen, der mødte sine gamle holdkammerater, var forholdsvis usynlig på banens midte.

Hos FC Nordsjælland var angriber Nicki Bille Nielsens lilla-lyserøde støvler det mest iøjnefaldende.

Anden halvleg løftede sig ikke nævneværdigt i niveau fra de første 45 minutter, og de skuffede tilråb fra de 4014 tilskuere blev flere og flere, som halvlegen skred frem.

Nordsjællænderne tiltvang sig midt i halvlegen et mindre overtag, men præcis som i første halvleg manglede der for alvor kvalitet i både afleveringer og afslutninger foran mål.

Mod kampens slutning virkede flere Randers-spillere slidte på trods af træner Ove Christensens efter sigende hårde sæsonopstart, og derfor formåede holdet ikke at tilspille sig chancer til en scoring, der kunne have styrket håbet om endnu en sæson i SAS Ligaen.

Med kampens uafgjorte resultat har Randers 14 point op til Sønderjyske og FC Nordsjælland over stregen.

/ritzau/

Efter 0-0 i en tam affære mellem Randers FC og FC Nordsjælland virker overlevelse i SAS Ligaen utopisk for Randers FC, der nu har 14 point til redning.

Offentliggjort Sidst opdateret