Randers følte sig bedre end Brøndby

Randers FC fik et point med fra Brøndby Stadion. Men målmand Kevin Stuhr Ellegaard føler, at det nedrykningstruede mandskab havde gjort sig fortjent til alle tre point i 1-1-kampen.

- Vi skal være skuffede med kun at få uafgjort. Vi har to store chancer, som Mikkel Beckmann bør score på, men som bliver brændt, siger Kevin Stuhr Ellegaard.

Målmanden forklarer, at han sagtens kan mærke, at Brøndby er et hold i krise.

- Vi føler os ikke truet, når de har bolden. I gamle dage vidste du, at det ville være 90 minutters pres. At verden vil falde ned over dig, men sådan er det ikke længere. I stedet håber de lidt på, at Michael Krohn-Dehli eller Alexander Farnerud kan lave noget, der afgør kampen, fastslår Kevin Stuhr Ellegaard.

Randers FC har indledt foråret med tre uafgjorte kampe, hvilket ifølge målmanden er acceptabelt.

- Havde vi startet sæsonen sådan her, så ville vi være tilfredse. Efter at Ove Christensen er kommet til som træner, så står vi godt og er svære at slå, forklarer han og fortæller, at de næste kampe mod AGF og Esbjerg bliver vigtige:

- Der skal vi have seks point.

Randers FC har 11 point op til nedrykningsstregen.

/ritzau/

Målmand Kevin Stuhr Ellegaard mener, at Randers FC skabte chancer, der berettigede til en sejr over Brøndby i kampen, der endte 1-1.

Offentliggjort Sidst opdateret