Randers HK-cheftræner stopper før tid grundet nyt job
Niels Agesen startede som cheftræner i Randers HK i sommeren 2017. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Niels Agesen havde kontrakt til 2025, men er blevet enig med Randers HK om at stoppe samarbejdet til sommer.
Randers HK skal en smule uventet på jagt efter en ny cheftræner.
Niels Agesen, der har stået i spidsen for den kronjyske håndboldklub i de seneste fire sæsoner, har nemlig sagt ja til et nyt job.
Derfor er Agesen og Randers HK blevet enige om at stoppe samarbejdet til sommer, selv om cheftræneren havde kontrakt til 2025.
Det skriver Randers HK i en pressemeddelelse.
- Jeg har altid været motiveret for at gå på arbejde i Randers HK, hvor resultaterne ikke udelukkende er det vigtigste - så havde jeg aldrig forlænget med klubben i sin tid, siger Niels Agesen i pressemeddelelsen.
- Jeg nyder at se, hvordan spillerne udvikler sig, og hvordan vi som hold indfrier de mål, vi sammen har sat os. Jeg håber, jeg kommer så godt herfra, at min dør til Randers HK ikke er lukket helt i. Nu har vi først og fremmest et vigtigt stykke arbejde i at slutte sæsonen af på bedst mulig vis.
Det fremgår ikke, hvad det er for et job, Niels Agesen har sagt ja til, men at han i det kan få nye muligheder for at videreudvikle sine trænerkompetencer.
Randers HK oplyser, at der, da Agesens kontrakt blev forlænget til 2025, blev indgået en aftale om, at klubben ikke ville stå i vejen for hans trænerambitioner.
- Grundet fortidens økonomiske udfordringer har det været nødvendigt at skære mange omkostninger ind til benet, hvilket også er gået væsentligt ud over spillerbudgettet, siger Randers-formand Henrik Schaar.
- Det har helt naturligt haft den konsekvens, at Niels Agesen ikke har haft de sportslige muligheder, han i sin tid var stillet i sigte.
- Det har han dog altid været indforstået med og gået til opgaven med stor professionalisme og motivation, og vi har ikke en finger at sætte på Niels' arbejde i Randers HK.
Klubben sluttede som nummer 11 i grundspillet i Bambusa Kvindeligaen og er derfor et af fem hold, der den kommende tid skal spille om at undgå nedrykning til 1. division.
Det blev til et nederlag til Skanderborg i Randers' første kamp i nedrykningsslutspillet.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker