Håndboldkvinderne fra Randers HK har optrådt i Europa for sidste gang i denne sæson, efter at træner Jan Leslies mandskab søndag tabte med 23-24 på udebane til Toulon i Champions League.
Nederlaget betyder, at Randers slutter på sidstepladsen i gruppe C, og dermed misser holdet den tredjeplads, der ville give adgang til Cup Winners Cup.
- Vi havde håbet på, at vi kunne gå videre til Cup Winners cup. Vi vandt EHF Cuppen sidste år, så det var en prioritet for os at gøre det godt i Europa, siger Jan Leslie.
- Inden gruppespillet gik i gang, ville jeg mene, at vi skulle slå et hold som Toulon, men de har været bedre end os. Jeg er skuffet over, at vi ikke kunne gøre mere ved dem, fortæller Randers-træneren.
Danskerne var bagud med 10-16 ved pausen, men fik kæmpet sig på 23-23 i slutfasen.
- Jeg er skuffet over, at vi fik sådan en dårlig start, når vi vidste, at de ville komme flyvende. Vores første halvleg er under al kritik.
- Vi var konstruktive i pausen, men også oppe i det røde felt. Vi når op på 23-23 og er lidt uheldige med et par dommerkendelser, som vipper over til Toulons fordel.
- Det er fortjent, at de går videre som treer, selv om vi har et bedre hold, mener Jan Leslie, der kan trøste sig med, at hans spillere måske har lært noget til næste sæson.
- Vi har fået mange erfaringer, og som hold har modstanderne vist os, at det ikke dur at være ude af kampen i 10 minutter, fastslår Randers-træneren.
Randers slutter på fjerdepladsen i gruppe C med to point, mens norske Larvik vinder gruppen foran Oltchim Valcea.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned