Randers HK skærer ned på spillerbudgettet i næste sæson
Randers HK har økonomiske problemer, og klubben forventer et underskud i år. Næste sæson må cheftræner Niels Agesen derfor indstille sig på at have et mindre budget til spillerne. Her ses Lærke Christensen, TTH Holstebro (4) i nærkamp med Anne Sofie Hjort, Randers HK (15). Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Lavere indtægter end forventet i denne sæson får håndboldklubben Randers HK til at justere spillerbudgettet.
Håndboldklubben Randers HK har i denne sæson ikke haft de indtægter, som den havde håbet på, og derfor skærer klubben ned på spillerbudgettet til den kommende sæson.
Cheftræner Niels Agesen kommer dermed ikke til at råde over det spillerbudget, som han i første omgang troede, at han havde til rådighed i næste sæson.
Det skriver TV2.
De kontrakter, som klubben har lavet til den kommende sæson, står dog fortsat ved magt. Det siger bestyrelsesformand i Randers HK, Peter Møller-Lassen, til Randers Amtsavis.
- Det har handlet om at fremtidssikre, at vi har et ligahold, og det kommer vi til at have. Men det bliver et ligahold på et mindre budget, end vi har haft tidligere, siger Peter Møller-Lassen.
Randers HK har de seneste 14 dage arbejdet på at skaffe flere sponsorkroner til klubben. Og det er lykkedes.
Ifølge Randers Amtsavis har klubben skaffet et syvcifret beløb.
- Vi har heldigvis nogle gode venner af huset, som brænder lige så meget for Randers HK, som vi selv gør i bestyrelsen, så vi er lykkedes ganske udmærket med at sælge ekstra sponsorater i de seneste to uger, siger Peter Møller-Lassen.
Men de nyerhvervede sponsorkroner kan ifølge bestyrelsesformanden ikke forhindre klubben i at præsentere et underskud for denne sæson. Klubben er dog ikke i fare for at helt at miste sit økonomiske fodfæste.
- Vi kommer ikke til at gå konkurs eller noget i den stil. Men vi kommer til at skære til, og vi kommer til at arbejde videre resten af sæsonen for at skaffe indtægter, siger Peter Møller-Lassen.
Randers HK ligger i øjeblikket på 10.-pladsen i HTH ligaen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned