RANDERS KAN BLIVE EN UBEHAGELIG STEN I SKOEN FOR NFH

Nikita van der Vliet sled og slæbte i hjemmekampen mod Ringkøbing i søndags. I aften spiller NFH på udebane mod Randers. Arkivfoto: Peter Larsen

NFH er favoritter i aftenens udekamp mod Randers, men kronjyderne slog i seneste hjemmekamp DM-outsiderne fra Ikast.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Hvis ikke NFH var advaret i forvejen, så kan de blot kigge på resultaterne for Håndboldligaens to første spillerunder og konstatere at dagens udekamp mod Randers bestemt ikke bliver en walkover, selv om kronjyderne inden sæsonen var dømt at spille med i den tunge ende af rækken.

Randers slog Ikast (tidligere Herning-Ikast) med et enkelt mål i sæsonpremieren hjemme i Arena Randers, og det resultat og kampen som helhed har NFH-træner Jakob Larsen brugt konstruktivt i sin forberedelse og opladning til kampen i aften.

- Det viser bare, at der ikke er nogen dårlige hold Håndboldligaen. Møder man ikke op med en 100 procent ret indstilling til tingene, så taber man, konstaterer Jakob Larsen, der mener at kunne se, at Ikast i hvert fald ikke var helt, hvor de skulle være.

NFH er favoritter

- De tog kampen lidt hovski-snovski, og den fejl må vi ikke begå, understreger Jakob Larsen, der vedkender sig favoritværdigheden i aftenens kamp, og på en normal aften bør det også blive en NFH-sejr.

- De har overrasket mig positivt. Randers har samlet en række unge sultne piger, som er talentfulde og bliver profiler i Håndboldligaen på sigt. Nogle af dem har allerede vist sig godt frem på ungdomslandsholdene, siger Jakob Larsen og peger på Mette Brandt Nielsen og Christina Pedersen, der lavede henholdsvis seks og fem mål mod Ikast. Aia Raadshøj på backen er, efter Jakob Larsens opfattelse, også et stort talent med stort potentiale.

De har overrasket mig positivt. Randers har samlet en række unge sultne piger, som er talentfulde og bliver profiler i Håndboldligaen på sigt.

Jakob Larsen

Senest tabte Randers dog til Aarhus United på udebane og har to point for to kampe.

Det dobbelte antal point har NFH efter to forventede storsejre over Skanderborg og Ringkøbing, og Jakob Larsen er da også ganske godt tilfreds med, hvad pigerne har budt ham indtil nu.

Polman snart klar

- Der var lige 10-15 minutter mod Ringkøbing, hvor vi angrebsmæssigt gik lidt i stå, men der fandt vi løsningen på bænken i form af Amalie Wulff, der fik åbnet det op igen. Det skabte ro, og i anden halvleg dræner vi dem for saft og kraft, siger Jakob Larsen, der stadig må undvære Estavana Polman, men hollænderen nærmer sig debuten efter at hun i fredags fik grønt lys fra sundhedsstaben til at træne fuldt med.

Højrefløjen Charlotte Mikkelsen har lidt problemer med en storetå, men ikke noget der skulle holde hende ude af aftenens kamp i Randers.

Der er kampstart i Arena Randers kl. 18:30 og opgøret kan følges direkte i Radio SydhavsØerne.