Randers sender FCM ud i jysk lokalopgør
Randers FC er som det tredje hold klar til semifinalerne i pokalturneringen i fodbold.
Torsdag aften vandt træner Colin Todds mandskab det jyske prestigeopgør mod FC Midtjylland med 2-1 i Randers.
Dermed følger holdet med Esbjerg og Brøndby til semifinalerne, mens OB og AC Horsens i næste uge spiller om den fjerde og sidste plads.
FC Midtjylland, der kæmper for at blive på den rigtige side af nedrykningsstregen i Superligaen, førte ellers 1-0 ved pausen, men mistede føringen i anden halvleg.
FCM måtte undvære cheftræner Glen Riddersholm på sidelinjen.
Træneren skulle afsone den karantæne, han pådrog sig ved at blive bortvist i Superliga-kampen for tre dage siden ude mod AGF.
Gæsterne dominerede første halvleg, og efter 43 minutter kom FCM foran. Petter Andersson sendte en returbold i mål efter et indlæg.
FC Midtjylland nåede at nyde føringen i pausen, men tre minutter inde i anden halvleg vendte de barske realiteter tilbage.
Randers-angriberen Ronnie Schwartz stod fri i feltet og udlignede til 1-1.
Efter en times spil gik det helt galt for FCM, da Randers' Alexander Fischer stod fri og kunne score til 2-1, der viste sig at blive slutresultatet.
FCM har endnu til gode at vinde pokalturneringen. Klubben var i finalen i 2003, 2005, 2010 og 2011, men alle gange blev finalen tabt.
Randers FC kan til gengæld håbe på at gentage triumfen fra 2006, da klubben som 1. divisionshold vandt pokalturneringen.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker