Randers FC var længe på hælene mod Lyngbys oprykkere, men på en sen scoring af Søren Berg tog randrusianerne alle tre point med en sejr på 2-1.
Randers agerede ellers i første halvleg med en attitude, der var milevidt fra den, der kendetegnede holdet i forårets vilde succesridt.
Væk var det aggressive midtbanepres, og Lyngby kunne uforstyrret trille bolden rundt i et adstadigt tempo.
Det skabte en lidt søvnig forestilling, som først blev sparket til live, da Lasse Rise 10 minutter før pausen tordnede bolden i mål på frispark.
Yura Movsisyan udlignede dog for Randers øjeblikket efter på Søren Bergs fikse frispilning, og så var man lige vidt, da de to hold gik til pause.
Billedet var ikke meget anderledes i anden halvleg, hvor hjemmeholdet begyndte at se trætte ud, mens Lyngby-spillerne spillede bolden rundt i ufarlige områder.
Morten Karlsen og Kasper Lorentzen fik slet ikke styr på den centrale midtbane, og selv om træner Ove Christensen tidligt i anden halvleg tog konsekvensen og satte Tidiane Sane ind, blev det kun marginalt bedre.
Det kom derfor som lidt af en overraskelse, da Søren Berg kunne halvflugte en løs bold i nettet med tolv minutter tilbage. Indtil da havde Randers ikke lignet et vinderhold.
Men kronjyderne tog sæsonens anden sejr og har med otte point efter fem kampe fået en godkendt start på sæsonen. Med sejren overhaler de også Lyngby i tabellen. Oprykkerne har samlet syv point.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker