Randers-spillerne kan dårligt tro det

Randers-spillerne må knibe sig selv i armen, efter at de har vundet 2-0 over FC Midtjylland og dermed er over nedrykningsstregen for første gang siden SAS Ligaens tredje runde tilbage i august.

- Det er en helt vild følelse. I vinterpausen turde vi dårligt nok drømme om det, men det her overgår drømmene, siger Mikkel Beckmann, en af holdets store profiler i foråret.

Før forårssæsonen havde Randers kun hentet otte point og havde 13 op til holdene på den rigtige side af nedrykningsstregen. Nu ligger kronjyderne på en niendeplads med 33 point - et mere end Sønderjyske og AGF.

- Det giver meget selvtillid bare at kigge på, at vi pludselig ligger over stregen, og det er en kæmpe forløsning, at vi nu kan afgøre det selv. Men vores sidste fire kampe er alle svære, så vi må blive ved med at fokusere på hver kamp, siger Beckmann.

De sidste 10 minutter af kampen mod FC Midtjylland stod størstedelen af de 7.760 tilskuere på Essex Park Randers op og klappede af de lokale fodboldhelte.

- Det giver os en lille 12. mand, at de støtter os så flot i dag. Stemningen er i top, og det hele er lidt surrealistisk, siger målmand Kevin Stuhr-Ellegaard, der dog hurtigt vil få armene ned.

- Det er det, vi har været gode til. Ove (Christensen, Randers-træner, red.) har fået styr på os, så vi har arbejdet benhårdt, og det skal vi gøre igen nu, siger Stuhr-Ellegaard.

/ritzau/

Det er "surrealistisk" og "overgår drømmene", at Randers efter en 2-0-sejr over FC Midtjylland nu er over nedrykningsstregen.

Offentliggjort Sidst opdateret