Randers storsejrer over hold fra Danmarksserien
Randers FC er videre til 1/8-finalen i den danske pokalturnering efter en stensikker sejr over FC Sønderborg.
Pokaloverraskelsen lurede længe i første halvleg, men Randers FC levede op til favoritværdigheden og endte med at slå FC Sønderborg med hele 6-0.
Der blev dog kun scoret et enkelt mål i de første 45 minutter af kampen i DBU Pokalens tredje runde. Randers er med sejren videre til 1/8-finalen.
Efter blot seks minutter scorede Randers-angriberen Piotr Parzyszek til 1-0, og det var den 22-årige polaks første mål for kronjyderne.
I anden halvleg blev tingene sat eftertrykkeligt på plads, og styrkeforholdet var langt mere synligt - også på måltavlen.
Randers-kantspilleren Kasper Fisker scorede to mål på seks minutter i starten af anden halvleg, og så var kampen reelt afgjort.
Parzyszek øgede med sit andet mål til 4-0 efter 63 minutter, inden indskiftede Kasper Junker også nåede at lave to hurtige kasser på fire minutter, så fodboldkampen endte med tenniscifre.
FC Sønderborg indtager i øjeblikket femtepladsen i Danmarksseriens pulje 2 med 12 point for syv kampe.
De 12 point er opnået via fire hjemmebanesejre med sammenlagt 13-5, så det var et stærkt hjemmehold, der tog imod Randers.
Randers-træner Colin Todd var dog ikke mere bekymret, end at han gav officiel debut til målmanden Jack Duncan og midtbanespilleren Frederik Lauenborg.
Randers nåede i pokalfinalen i 2013, hvor det endte med et knebent 0-1-nederlag til Esbjerg efter forlænget spilletid.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde