Randers-træner: Galatasaray er endnu større favoritter nu
Hvis man spørger Thomas Thomasberg, er Galatasaray nu endnu større favoritter til at nå Europa League-gruppespillet, selv om Randers fik 1-1 i det første opgør. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Randers skal angribe i stedet for at forsvare sig til et resultat, når klubben møder Galatasaray i næste uge.
Selv om Randers FC fik 1-1 mod storklubben Galatasaray, er tyrkerne nu endnu større favoritter til at nå Europa Leagues gruppespil.
Det mener cheftræner Thomas Thomasberg efter torsdagens første playoffopgør i kvalifikationen.
- Hvis Galatasaray var favoritter før det her opgør, så har det ikke ændret sig. Jeg synes faktisk, at vi er mere undertippede nu efter det her resultat.
- Vi skal bare tage derned og forhåbentlig levere overraskelsen. Jeg synes allerede, at vi overraskede i første kamp, og jeg havde faktisk også en fornemmelse af, at Galatasaray ikke tog den første kamp 100 procent seriøst, siger Thomasberg.
Han mener, at hvis randrusianerne skal have et resultat med hjem til Danmark, skal der ikke bare forsvares i Tyrkiet, men også angribes.
- Vi skal bruge nogle af de samme ting som fra den første kamp. For hvis vi tager derned og bare forsvarer, så dør vi i kampen.
- Det gør vi måske alligevel, men vi håber, vi kan tage derned og udfordre lidt, for der vil stadig komme fejl fra deres spillere.
- Gør vi det rigtigt, så er jeg helt sikker på, at vi nok skal få vores chancer, mener han.
Ud over at angribe er Thomasberg også bevidst om, at der skal marginaler til, hvis Randers skal levere overraskelsen på torsdag.
- Jeg har ikke forventninger om, at kampen bliver i vores favør næste gang, så vi skal nok både have en dygtig målmand dernede og have marginalerne på vores side, siger Randers-træneren.
Hans populære tyrkiske trænerkollega fra Galatasaray, Fatih Terim, mener, at tyrkerne var bedst i det første opgør. Selv om han synes, Randers kæmpede godt, tror han ikke på problemer i returopgøret.
- Vi synes, at vi var bedst fra starten, men Randers kæmpede godt. Vi skal nok få resultatet til at gå videre, siger den legendariske træner.
Returopgøret spilles torsdag 20.00 dansk tid. Lykkes det ikke Randers at overraske og spille sig i Europa League-gruppespillet, skal holdet i stedet spille med i Conference Leagues gruppespil.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie