Randers-træner: Vi spillede godt nok til at slå FCK
Olafur Kristjansson ville gerne have haft alle tre point mod FCK efter en stærk Randers-indsats. Foto: Polfoto/Lars Poulsen
Polfoto/Lars Poulsen
Randers-træner Olafur Kristjansson var lidt ærgerlig over, at hans hold måtte nøjes med 2-2 mod FC København.
Randers FC fik 2-2 i hjemmekampen mod FC Københavns danmarksmestre onsdag aften, og dermed har randrusianerne ikke tabt deres seneste otte kampe i Superligaen.
Det ærgrer alligevel Randers' cheftræner, Olafur Kristjansson, at hans hold ikke fik sejren over FCK efter en god indsats.
- Jeg er en anelse skuffet over, at resultatet ikke gik vores vej. Vi skulle nok have haft de tre point, fordi jeg synes, at der i perioder var optræk til, at vi kunne have taget de tre point, siger den islandske træner.
- Men det er klart, at man skal holde fokus og koncentrationen i alle 90 minutter mod et hold som FCK, og de straffede os i anden halvleg. Vi blev lidt flade i vores organisation og fik ikke stemplet op på dem.
- Men igen, efter åbningsmålet tog vi teten, og vi rejste os igen efter udligningen til 2-2 og havde muligheder for at vinde kampen til sidst.
Den tidligere FCK-angriber Marvin Pourié var for første gang var med i Randers' startopstilling og scorede. Det er opmuntrende, mener træneren.
- Han arbejdede rigtig godt for holdet. Det er klart, at målet, han scorede, var vigtigt, men hans arbejdsindsats efter de første 10-15 minutter, hvor han og Ishak begge var langsomt startende, var meget god.
- Og en angriber som ham trives jo med at score, så det var rart at få ham i gang, siger Olafur Kristjansson.
Randers FC har efter ti kampe hentet 19 point og indtager andenpladsen i Superligaen, før FC Midtjylland og Brøndby har spillet sine kampe i tiende spillerunde.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker