Randers-træner: Vi var tæt på at bestige bjerget
Randers FC tabte torsdag aften med 1-2 i Odense. Kronjyderne dominerede ellers stort set hele kampen, men to hurtige OB-scoringer i starten af kampen kostede pointene.
Randers havde både spillet og chancerne til at score mere end den enkelte pind, som Mads Agesen headede ind på hjørnespark.
Træner Colin Todd var efter kampen tilfreds med præstationen, men revsede defensiven for OBs tidligere scoringer.
- I dag fortjente vi at vinde. Vi skulle bestige et bjerg efter 10 minutter, som kostede os kampen. Da vi fik det første mål, troede jeg på, at vi kunne bestige bjerget.
- Med det dominerende spil og de mange chancer skulle vi have fået noget ud af den her kamp. Vi spillede så godt i løbet af kampen, at vi skulle have sparket flere ind i kassen, siger Colin Todd.
Selvom det blev til nederlag i Odense, er Randers nu sikret overlevelse efter FC Københavns sejr over Viborg. Derfor var kampen mod OB uden den store resultatmæssige betydning - men ikke for Randers-træneren.
- Folk har sagt til mig, at vi ikke havde noget at spille for. Jeg er helt uenig med den tilgang. Jeg sagde til spillerne, at vi skulle ud og have tre point. Vi har stolthed, og i aften så vi en ærlig præstation, siger han.
Randers vandt sidste år højst overraskende bronzen i Superligaen. I år ender det dog med en placering længere nede i rækken. Colin Todd mener, at Randers har potentialet til mere næste sæson.
- Vi havde en fantastisk sæson sidste år. I år har vi ikke vist den nødvendige stabilitet. Vi har ikke tabt mange kampe, men vi har spillet for mange uafgjort.
- Der er masse arbejde forude. Vi skal ud og styrke holdet. Jeg tror, at vi kan gå ud og præstere bedre, end vi har gjort den sæson, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned