Randers-træner vil ikke høre brok over tæt kampprogram
Randers-træner Thomas Thomasberg gider ikke bruge tid og energi på at pibe over et tæt kampprogram. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Thomas Thomasberg mener, at Randers skal glæde sig over holdets mange kampe, som holdet skal kunne håndtere.
Randers FC er godt i gang med et tæt kampprogram, men det er en udfordring, som kronjyderne skal kunne magte ifølge cheftræner Thomas Thomasberg.
Søndag var Randers på banen i Superligaen med 3-2-sejren hjemme over FC Nordsjælland, blot to et halvt døgn efter, at klubben havde hentet et flot 2-2-resultat hjemme mod AZ Alkmaar i Conference League.
Onsdag tager Randers hul på Sydbank Pokalen ude mod Fremad Amager, men de mange kampe skal ikke være en undskyldning for sidste års pokalvindere.
- Vi skal glæde os over, at vi får lov til at spille så mange kampe. Det er en cadeau til, at vi gjorde det supergodt i sidste sæson.
- Vi glæder os allerede til, at vi skal spille igen på onsdag, og den fornemmelse skal vi have, så det ikke bliver en belastning.
- Jeg har også sagt, at jeg ikke gider at høre nogen snakke om, at der er mange kampe og dit og dat.
- Jeg tror ikke, at I stiller de samme spørgsmål til FC København, for det er nyt for os. Det kan jeg godt følge, men vi skal kunne magte det, siger Thomas Thomasberg.
Randers skiftede fem spillere til søndagens opgør i forhold til midtugens dyst, og Thomasberg mener, at rotation kan være nøglen til at bevare energien i truppen.
- Som jeg har sagt til spillerne, så har de nok kræfter, og de har nok energi.
- Når vi samtidig kan skifte fem undervejs i kampene og et par stykker fra kamp til kamp, så skulle det helst ikke være energiniveauet, vi går ned på, siger træneren.
Thomas Thomasberg ser Randers-truppen som den stærkeste i sin tid, og der er da også ros tilovers fra FCN's Magnus Kofod Andersen efter opgøret mellem de to mandskaber.
- Randers skiftede mange, men alligevel spillede de på et højt niveau.
- Man skal huske at rose Randers for holdets bredde i truppen. De er dygtige til at rotere og har en bred trup, som de kan gøre brug af, siger Kofod.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet