Randers vinder over AGF i rodet lokalderby
AGF var dominerende, men to hurtige mål af et kynisk Randers-mandskab sikrede kronjyderne en sejr på 2-0.
To hurtige mål i første halvleg sørgede for, at Randers FC sent søndag eftermiddag kunne hente tre point, da det blev til en sejr på 2-0 i det østjyske lokalderby ude mod AGF.
Randers FC var farligst gennem det meste af kampen, der blev en rodet affære med mange småfejl fra begge hold.
Kampen startede ellers intenst, og begge hold ville gerne spille offensiv fodbold. Efter ti minutters spil var det da også tæt på at give pote for hjemmeholdet.
Et hjørnespark endte hos aarhusianernes venstrekant Jakob Ankersen, men skuddet blev reddet på stregen af gæsternes midtbanespiller André Rømer.
AGF var kommet bedst fra start, men gæsterne fra Randers kom langsomt bedre med i kampen, og de medrejsende fans fik da også noget at lune sig på i novemberkulden efter en halv times spil.
Et indlæg blev i første omgang clearet af hjemmeholdets forsvar, men bolden endte hos gæsternes norske angriber Benjamin Stokke, der fra kanten af feltet kunne sende bolden i mål til 1-0.
Tre minutter senere var Randers igen på spil, da et indlæg fra kronjydernes anfører, Nicolai Poulsen, fandt forsvarsspiller Jonas Bager, der helt frit kunne heade bolden mellem AGF-målmand Oscar Whalleys ben til 2-0.
Efter pausen stod der AGF på det meste, men hjemmeholdet manglede den sidste skarphed og havde svært ved at bryde igennem en velorganiseret Randers-defensiv.
Først med ti minutter tilbage blev hjemmeholdet for alvor farlige, da venstrebacken Casper Højer Nielsen sendte et frispark i retning af mål, men Patrik Carlgren reddede på fornemmeste vis.
Få minutter efter var AGF igen tæt på, da et afrettet frispark fra hjemmeholdets højrekant Tobias Sana ramte overliggeren.
Farligere blev hjemmeholdet ikke, og kampen endte dermed 2-0 til Randers.
Med sejren er kronjyderne nu á point med AGF. Begge hold har 18 point efter 15 kampe.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned