Raphaël Varane er nu officielt United-spiller
Raphaël Varane viser sin nye United-trøje frem før lørdagens kamp mod Leeds i Premier League. Foto: Jon Super/Ritzau Scanpix
Jon Super/Ritzau Scanpix
Efter lang tids venten på et bestået lægetjek er Varane nu købt af Manchester United fra Real Madrid.
Manchester United har nu officielt præsenteret den franske forsvarsspiller Raphaël Varane som ny spiller.
Han er købt af Real Madrid og har fået en kontrakt på fire år, skriver klubben på sin hjemmeside.
Ifølge Sky Sports betaler United i omegnen af 360 millioner kroner plus eventuelle bonusser for franskmanden.
Manchester United åbner Premier League-sæsonen lørdag mod Leeds på hjemmebane, og før kampen var Varane på banen for at blive præsenteret.
Allerede tilbage i slutningen af juli annoncerede Premier League-klubben, at den var nået til enighed med Real Madrid om et køb af 28-årige Varane.
Der manglede dog stadig et bestået lægetjek og de personlige betingelser, og det er altså dem, der nu er kommet på plads.
- Manchester United er en af de mest ikoniske klubber i verden, og chancen for at komme her og spille i Premier League kunne jeg ikke sige nej til, siger Raphaël Varane til klubbens hjemmeside.
Manager Ole Gunnar Solskjær kalder sit nyindkøb for "en af de bedste forsvarsspillere i verden de sidste ti år".
Raphaël Varane har siden 2011 været tilknyttet Real Madrid, hvor han har fejret store triumfer siden skiftet fra Lens i hjemlandet.
Han har blandt andet vundet tre spanske mesterskaber og fire Champions League-titler med den spanske storklub.
Raphaël Varane blev desuden verdensmester med Frankrig i 2018.
Franskmanden havde kontraktudløb med Real Madrid næste år, og han havde længe været rygtet på vej væk fra spanierne.
Manchester United har i forvejen spillere som englænderen Harry Maguire, svenske Victor Lindelöf og ivorianeren Eric Bailly til pladserne i midterforsvaret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned