Rasende Klavs Bruun: - Det nytter ikke noget

Klavs Bruun Jørgensen var - ikke overraskende - utilfreds med indsatsen fredag aften, da Team Sydhavsøerne tabte stort til Skive. Arkivfoto: Ingrid Riis

Team Sydhavsøerne tabte stort til Skive, og efter kampen var døren længe lukket ind til omklædningsrummet.

Offentliggjort Sidst opdateret

SKIVE, FOLKETIDENDE: Det var noget af en snitter Team Sydhavsøerne rendte ind i mod Skive, der vandt hele 35-23 efter en forfærdelig første halvleg, hvor hjemmeholdet førte 19-7 fredag aften i Skive.

Kampen var naturligvis allerede afgjort ved halvtid, og det skuffede en rasende cheftræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg er dybt skuffet over, at vi er så dårlige i første halvleg. Den ene fejl afløste den anden, og når vi forsøgte at lukke et hul et sted, så opstod der bare et nyt, fordi vi ikke overholdte vores aftaler i forsvaret. Vi vidste godt hvad de kom med, og vidste hvilket tryg, de kom med, men alligevel står vi forkert i mange situationer og derudover laver vi alt for mange tekniske fejl, der giver kontramål i den modsatte ende.

- Det nytter ikke noget at spillerne forsøger at opfinde den dybe tallerken, og bryder de aftaler vi har lavet inden kampen. Så kan vi lige så godt lade være med at lave taktik og se video. Vi er slet ikke klar oppe i hovedet, og scorer ikke på de chancer vi har, og så kommer vi bagud på kontra. Det går ikke mod så godt et hold som Skive, der straffer alle de fejl vi laver. Vi er slet ikke til stede, og det skuffer mig helt vildt. Det var det samme vi så mod Odense for tre kampe siden, lød det fra Klavs Bruun Jørgensen, der ikke ville høre undskyldninger om, at der lige nu er mange skader på holdet.

De er gode nok

- Det kan jeg ikke bruge til noget. Det er de spillere vi har, som der er at arbejde med, og de er gode nok. Det har de vist. Så jeg køber ikke den undskyldning, lød det fra Klavs Bruun Jørgensen, der kunne se sit hold spille lige op med hjemmeholdet efter pausen, men det betød ikke så meget.

- Lige nu kan vi ikke bruge det til ret meget, og jeg hader det udtryk, at vi kan lære af kampen, for lige nu, er vi bare ekstremt skuffede, men selvfølgelig kan vi lære noget af kampen. Vi får dog okay gang i vores syv mod seksspil, men generelt blev det bare en aften til glemmebogen. Jeg går ikke i panik. Jeg er sikker på, at vi nok skal komme tilbage. Det er ikke første gang vi har tabt en håndboldkamp, lød det fra Klavs Bruun Jørgensen.

Også fløjspilleren Lasse Højgaard, der scorede tre gange, havde svært ved at finde ord for indsatsen.

Pisser boldene væk

- I første halvleg er det al ting der går galt. Vi er slet ikke klar og kan ikke huske de aftaler vi har lavet inden kampen og pisser boldene væk i angrebet og løber ikke hjem. Det bliver bare noget rod og det bliver noget af en mavepuster, da vi kommer bagud med 6-1. Der bliver alt for langt hjem derfra, konstaterer Lasse Højgaard.

Langt størstedelen af de 910 tilskuere fik en fornøjelig aften. Inklusiv Skive-træner Martin Albrektsen.

- Vores strategi var at sætte tryk på kedlerne, og det lykkedes vi rigtig godt med i første halvleg. Det bliver udslagsgivende for kampen samtidig med at TSØ er mega hårdt ramt på skadesfronten. Vil ville gerne have holdt kadancen i anden halvleg, men lykkedes ikke helt med det og så bliver den halvleg, hvor der bliver byttet mål.