Rasmus Henning runder karrieren af i nat

Den danske triatlet Rasmus Henning indleder lørdag aften dansk tid karrierens sidste konkurrence, når han hopper i vandet ved Hawaii Ironman.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er en af de bedste danske triatleter nogensinde, der takker af, siger Rasmus Hennings tidligere danske konkurrent Torbjørn Sindballe.

- Han er uden tvivl den bedste kortdistanceatlet, vi nogensinde har haft i Danmark. Der har han virkelig lavet nogle flotte resultater. Han har blandt andet vundet nogle af de største og mest prestigefyldte world cup-løb.

36-årige Rasmus Henning har tidligere haft som sit store mål at vinde en OL-medalje. Han deltog ved legene i Athen 2004, hvor det blev til en syvendeplads. Og fire år senere måtte han tage til takke med en ottendeplads ved OL i Beijing.

- For at gøre det godt på OL-distancen, skal man helst have været topsvømmer som ung, og man skal kunne løbe utroligt stærkt.

- Den kombination har Rasmus haft. Han har været på b-landsholdet i svømning, og han har været dansk mester i 10-kilometer-løb to gange, siger Torbjørn Sindballe.

- Men det, som han har kæmpet med gennem sin karriere, er skaderne. Det har været svært for ham at kunne præstere kontinuerligt. Og det har været svært for ham at ramme toppen de gange, hvor han virkelig skulle.

Lørdag slutter en 25 år lang karriere så med den prestigefyldte ironman på Hawaii. Og Rasmus Henning har ikke selv de store præstationsmæssige forventninger til konkurrencen.

- Jeg har en drøm om at kunne slutte af med bravur på Hawaii i mit sidste stævne, skriver Rasmus Henning på sin hjemmeside.

- Men jeg er også meget bevidst om, at jeg navnligt de sidste tre måneder, efter vi er flyttet tilbage til Danmark, har haft svært ved at komme ind i en ordentlig træningsrytme, og jeg føler mig ikke lige så godt forberedt som de sidste to år.

Torbjørn Sindballe er dog optimistisk på sin tidligere kollegas vegne.

- Jeg er lidt spændt på Hawaii, for der er et mønster med, at han oftest gør det bedst, når der ikke er så store forventninger til ham.

Det er fjerde gang, at Rasmus Henning stiller op til Hawaii Ironman.

/ritzau/