Rasmus Højgaard flirter med topplacering i majoråbning
Rasmus Højgaard var flyvende i torsdagens runde af PGA Championship i USA, som han gik i tre slag under par. Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Første dag i PGA Championship bød på fem birdies for Rasmus Højgaard. Tvillingebror var i problemer.
Den danske golfspiller Rasmus Højgaard er kommet godt fra start i majorturneringen PGA Championship.
Torsdag gik han runden i 68 slag og sluttede med en samlet score på tre slag under par.
Det betød, at danskeren var på en delt syvendeplads, da han underskrev sit scorekort i klubhuset efter de 18 huller.
Efter at de resterende spillere har gået runden færdig, er Højgaard røget ned på en delt niendeplads.
Han lagde flot fra land på banen på Quail Hollow i North Carolina i USA med at lave tre birdies på de seks første huller.
Han var flere gange oppe og flirte med topplaceringerne, da han i alt lavede fem birdies. Det trak dog ned med to bogeys - blandt andet på sidste hul.
For første gang i 15 år stiller fem danskere op til den samme majorturnering. I PGA Championship er både Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen, Rasmus Neergaard og Niklas Nørgaard med.
Thorbjørn Olesen fik en skidt start på runden. Han lagde ud med en bogey, og efter en enkelt birdie lavede han en dobbeltbogey.
Danskeren fik dog rystet den dårlige start af sig for en stund med tre birdies i træk. Thorbjørn Olesen endte med at gå runden i par. I alt lavede han fem birdies, tre bogeys og en dobbeltbogey.
Det rækker til en delt 46.-plads.
Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai Højgaard, endte med en samlet score på et slag over par. Han havde en skidt periode midtvejs, hvor det blev til tre bogeys i træk.
I alt lavede Nicolai Højgaard fire birdies og fem bogeys og ligger efter første runde på en delt 60.-plads.
Længere nede befinder Rasmus Neergaard sig på en delt 98.-plads. Han gik runden i tre slag over par.
Niklas Nørgaard skulle bruge et enkelt slag mere og ligger nu på en delt 112.-plads.
Alle fem danske golfspillere, som er med i PGA Championship, er placeret i top-100 på den officielle verdensrangliste.
PGA Championship spilles fra torsdag til søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker