Rasmus Højgaard rykker frem i Dubai trods øm skulder
Trods ømhed i den ene skulder havde Rasmus Højgaard en god fredag på golfbanen i Dubai. Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix
Rasmus Højgaard havde en god fredag i Dubai, mens Niklas Nørgaard Møller og Thorbjørn Olesen sled med det.
Den danske golfspiller Rasmus Højgaard er med i den sjove ende af tabellen efter de første to runder af DP World Tour Championship i Dubai.
23-årige Højgaard gik fredagens anden runde i fem slag under banens par. Det rækker til en delt femteplads inden weekendens to sidste runder af sæsonfinalen på den største europæiske tour.
Efter førstedagen lå Højgaard delt nummer 20, men fredagens runde, der bød på syv birdies og to bogeys, har bragt ham op i toppen.
Danskeren var selv ganske tilfreds med fredagens præstation, der blev leveret trods udfordrende omstændigheder.
- Jeg døjede lidt med min skulder fra morgenstunden og fik den tapet op. Det gav lidt mindre føling, men jeg synes stadig, at jeg håndterede det fornuftigt, siger Højgaard til Viaplay.
Han er tre slag fra førstepladsen. Den indtages af franske Antoine Rozner, der gik anden runde i syv slag under banens par.
De to andre danskere, Niklas Nørgaard Møller og Thorbjørn Olesen, havde derimod en skidt anden runde.
Nørgaard Møller lå ellers godt til på en delt fjerdeplads efter en stærk første runde, men den 32-årige dansker kunne ikke følge op på det fredag, hvor han gik runden i to slag over par.
Undervejs blev det til seks bogeys, to birdies og en enkelt eagle, hvilket sender ham ned på en delt 27.-plads.
Længere nede i tabellen på en delt 37.-plads roder Thorbjørn Olesen rundt, efter han fredag leverede fire bogeys og en birdie.
Det er kun top-50 på sæsonranglisten, der er med i Dubai, hvor der spilles om en samlet præmiepulje på 69 millioner kroner.
Jeff Winther og Nicolai Højgaard kæmpede i sidste uge i Abu Dhabi for at snige sig med blandt de 50, men det lykkedes ikke for nogen af dem.
Nicolai Højgaard opnåede sidste år karrierens største individuelle resultat, da han vandt sæsonfinalen i Dubai.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker