Rasmus Højgaard stryger til tops i Emiraterne
Rasmus Højgaard har ligesom tvillingebror, Nicolai Højgaard, gang i en stor turnering i denne uge. (Arkivfoto). Foto: Ryan Lim/Ritzau Scanpix
Rasmus Højgaard deler førstepladsen i Ras Al Khaimah Championship, og Thorbjørn Olesen følger lige efter.
Der er grund til ekstra brede smil i familien Højgaard i disse dage.
Nicolai Højgaard spillede sig natten til fredag dansk tid op på andenpladsen i PGA Tour-turneringen Farmers Insurance Open i San Diego, og tvillingebror Rasmus Højgaard strålede få timer senere i Emiraterne.
Efter en anden runde i otte slag under banens par deler Rasmus Højgaard således førstepladsen i DP World Tour-turneringen Ras Al Khaimah Championship med spanieren Manuel Elvira.
Begge har en samlet score på 14 slag under banens par inden weekendens finalerunder, og det er ét slag bedre end Thorbjørn Olesen.
Olesen haltede lidt efter torsdag, men efter en vild fredag med hele ti birdies og nul bogeys er han nu helt oppe i hælene på de førende på en delt tredjeplads.
Ras Al Khaimah Championship har en samlet præmiepulje svarende til 17 millioner kroner og er ikke blandt de allerstørste på DP World Tour.
Turneringen debuterede i 2022, hvor Nicolai Højgaard triumferede.
Syv danskere stillede torsdag til start, og ud over Højgaard og Olesen er også Marcus Helligkilde med i den sjove del af feltet.
Niklas Nørgaard Møller er delt nummer 21, mens hverken Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen eller Sebastian Friedrichsen klarede cuttet.
Bjørn udmærkede sig med en hole-in-one på det 152 meter lange syvende hul og gik en fin runde, men det var ikke nok til at rette op på en skidt torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde