Rasmus Lauge må holde op til ni måneders pause
Håndboldlandsholdsspiller og playmaker Rasmus Lauge, der gik glip af EM-slutrunden på hjemmebane som følge af en skade, må nu indstille sig på en endnu længere skadespause.
Profilen blev i weekendens kamp mellem THW Kiel og MT Melsungen i Bundesligaen alvorligt knæskadet. Han skal nu holde sig fra håndboldbanen i syv til ni måneder.
Det oplyser Rasmus Lauges klub, Kiel, mandag i en pressemeddelelse.
Skanninger viser, at det forreste ledbånd i danskerens højre knæ er revet over.
- Hvis der overhovedet er en god nyhed efter sådan en diagnose, er det, at det tidligere skadede bageste korsbånd ikke er beskadiget, siger holdlægen Frank Fries i en pressemeddelelse.
Kiels pressechef, Christian Robohm, beskriver over for TV2 situationen, hvor Lauge bliver skadet:
- Det var i det 44. minut, og han var ved at føre bolden frem. Der var ikke nogen kontakt med en modspiller eller lignende. Pludselig kom han med et skrig og tog sig så til sit højre knæ.
22-årige Rasmus Lauge skiftede i sommer til den tyske storklub fra Bjerringbro-Silkeborg.
Han pådrog sig i begyndelsen af november en skade i forbindelse med en landskamp mod Kroatien.
Den betød, at han sad udenfor i størstedelen af optakten til EM på hjemmebane, og først få dage før EM-turneringen fik han endeligt grønt lys til at spille.
Det blev dog ikke aktuelt, for landstræner Ulrik Wilbek valgte på grund af Rasmus Lauges manglende kamptræning at satse på Thomas Mogensen, Mads Mensah Larsen og Bo Spellerberg på playmakerpositionen under EM.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned