Rasmus Lauge til Kiel: Jeg er klar til næste skridt
Foto: Claus Fisker /Scanpix
Claus Fisker /Scanpix
Håndboldlandsholdsspilleren Rasmus Lauge skifter til sommer Bjerringbro-Silkeborg ud med det tyske storhold THW Kiel.
Playmakeren har indgået en treårig kontrakt med den nordtyske klub.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at prøve kræfter med Bundesligaen. Det er den største liga - med fyldte haller og så videre.
- Jeg føler, at jeg er klar til at tage skridtet efter nogle gode år i BSV. THW Kiel er en af de allerstørste klubber, og jeg ser meget frem til at blive en del af klubben, siger Rasmus Lauge i en pressemeddelelse.
Den midtjyske håndboldprofil oplyser samtidig, at den kommende arbejdsgiver er en af hans favoritklubber.
- At det lige er THW Kiel, som egentlig er favoritklubben lige nu, der henvender sig, synes jeg egentlig bare er helt enormt stort, fortæller han.
Bjerringbro-Silkeborg oplyser, at klubben har modtaget et af de største transferbeløb i dansk håndbold nogensinde. Det nøjagtige beløb ønsker man dog ikke at røbe.
- Rasmus Lauge har været en fantastisk spiller at have i Bjerringbro-Silkeborg, og vi er som klub selvfølgelig også stolte, når THW Kiel henvender sig til en af vores spillere.
- Det har været Rasmus store drøm i mange år at komme til en storklub i Bundesligaen, og når han får et sådant tilbud, har vi selvfølgelig gjort, hvad vi kunne for, at det kunne lade sig gøre, siger BSV-direktør Frank Lajer.
Selv om Bjerringbro-Silkeborg i Rasmus Lauge mister en stor profil, så har klubben allerede sikret sig en ny stjerne til næste sæson.
Tidligere på ugen præsenterede BSV Kristian Kjelling, der skifter til Silkeborg-klubben fra Aalborg Håndbold.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker