Rasmus Lauge: Vi kørte Skjern over i anden halvleg
Skjern måtte se sig slået af Flensburg-Handewitt i Champions League, da de tyske mestre og Rasmus Lauge (th.) skruede op på for niveauet i anden halvleg. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Sportxpress/Ritzau Scanpix
Danske Rasmus Lauge mødte landsmænd, da Flensburg-Handewitt søndag hjemme slog Skjern i CL-brag i Flensborg.
Da Flensburg-Handewitt først vågnede op, kunne Skjern Håndbold ikke være med mere søndag i Flens-Arena.
Her bragede de tyske mestre sammen med Skjern i Champions League, og efter 10-10 ved pausen vandt tyskerne 26-22.
Ifølge Rasmus Lauge, der er spilstyrer i den tyske klub, så var den længe helt gal med hjemmeholdets antal af fejl i kampen.
- Niveauet i første halvleg var katastrofalt. I anden halvleg var det fint og godt. Vi lavede rigtig mange fejl i første halvleg og så dumme ud.
- Vi dækkede godt op i begge halvlege dog. Fremad i banen så det ikke godt ud, men det fik vi rettet op på i anden halvleg, så det var fint, siger Rasmus Lauge.
Efter lidt snak i pausen fik Flensburg-Handewitt bedre styr på spillet, og Lauge mener da også, at man så forskellen på det tyske og det danske mesterhold efter pausen.
- Vi vandt ret sikkert i anden halvleg og var foran med fire-fem mål det meste af tiden, så man kan vel godt sige, at vi kørte dem over.
- Vi er bevidste om, hvor gode vi er, og at vi ikke kan tillade os at præstere på det niveau på hjemmebane, så det handlede om at hanke op i os selv og få minimeret de tekniske fejl. Så var vi sikre på, at målene nok skulle komme, siger Lauge.
Den 27-årige danske landsholdsspiller, der skifter til ungarske Veszprem efter sæsonen, roser dog Skjern for niveauet i Champions League.
- Jeg synes, at Skjern spiller fint specielt i Champions League.
- Jeg får ikke set så mange af deres ligakampe, men der ser det lidt haltende ud. De skal selvfølgelig også kun blive nummer otte, så kan de stadig vinde det danske mesterskab. Der har de tid nok.
- I Champions League er det anderledes. Der synes jeg, at de spiller fornuftigt, siger Rasmus Lauge.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned