Rasmus Nissen vil bryde negativ stime på Brøndby Stadion

Red Bull Salzburgs Rasmus Nissen Kristensen (i rødt) duellerer med Brøndbys Kevin Tshiembe under holdenes første møde i sidste uge. (Arkivfoto) Foto: Matthias Schrader/Ritzau Scanpix

Rasmus Nissen Kristensen har tre gange mødt Brøndby på udebane, og alle tre gange er det blevet til nederlag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Red Bull Salzburgs danske Rasmus Nissen Kristensen har aldrig før vundet på Brøndby Stadion.

Det håber han at ændre på, når hans østrigske hold onsdag aften møder netop Brøndby på udebane i den afgørende kvalifikationskamp til Champions League, fortalte han på et pressemøde tirsdag forud for onsdagens brag.

- Min historik på Brøndby Stadion har ikke været så god, og jeg tror aldrig, at jeg har vundet der før, så det håber jeg at ændre på i morgen (onsdag, red.), lød det.

Danskeren har tre gange tidligere indtaget græstæppet på Brøndby Stadion, og alle tre gange er det blevet til nederlag. Dengang tørnede han ud for FC Midtjylland.

På pressemødet blev han derudover lykønsket af flere journalister, efter at han tirsdag blev udtaget til det danske herrelandshold, og det var da også en tydeligt glad Rasmus Nissen Kristensen, der skulle forholde sig til det.

- At blive udtaget til landsholdet er en drøm, der går i opfyldelse. Især efter en slutrunde, hvor man kan se, hvor meget kvalitet der er på holdet (det danske herrelandshold i fodbold, red.).

- Jeg er glad og stolt over udtagelsen, og det er en chance for at bide mig fast, sagde han tirsdag.

Hans træner Matthias Jaissle, der har en fortid som assistenttræner i Brøndby, var også til stede under tirsdagens pressemøde, hvor han blev spurgt ind til kulissen, der venter ham og hans hold.

- Brøndbys fans kommer med et utroligt tryk, og det har jeg snakket med mine spillere om.

- Men trykket afhænger også af kampens udvikling, så derfor skal vi sørge for, at kampen bliver spillet på vores præmisser, så trykket ikke bliver for stort, sagde han.

Han gav desuden udtryk for, at hans hold er nødt til at lade sig overraske med hensyn til Brøndbys startopstilling, da han fortsat ikke ved, hvor mange der er tilbage fra coronakarantæne.

- Men uanset hvad har jeg en plan b. Det forlanger mine spillere jo også af mig, sagde han.

Flere Brøndby-spillere har i de seneste uger været ramt af coronavirus, men de er alle ude af karantæne, oplyste cheftræner Niels Frederiksen tidligere tirsdag. Det er dog ikke sikkert, at alle er i stand til at spille hele kampen.

Salzburg og Brøndby mødes onsdag klokken 21.00.