Rasmussen afviser alle dopinganklager

Den danske cykelrytter Michael Rasmussen afviser på ny alle anklager fra østrigsk politi om systematisk bloddoping. Anklagerne, som findes i politiets afsluttende rapport, går på, at Rasmussen har været medejer af en centrifuge, der blev brugt til bloddoping. Derudover skulle danskeren have været lejer i den lejlighed i østrigske Linz, hvor maskinen blev fundet, samt have afleveret blod til formålet.

- Intet af det er korrekt. Jeg har naturligvis intet haft at gøre med nogle af de ting, jeg er anklaget for, siger Michael Rasmussen til Ekstra Bladet.

Politiets rapport er først og fremmest bygget på vidneudsagn fra den dopingdømte østrigske rytter Bernhard Kohl.

- Det eneste, jeg kan forestille mig, er, at han forsøger at få nedsat sin straf ved at angive andre, siger Michael Rasmussen, der fortæller, at han ikke selv har hørt fra de østrigske myndigheder siden sin afhøring den 7. august.

- Jeg tager det stille og roligt. Jeg har intet at skjule. Jeg vil bare gerne have sagen afsluttet, så jeg kan komme videre, og jeg imødekommer en eventuel sag med sindsro, siger han.

/ritzau/

Michael Rasmussen tager de seneste anklager om bloddoping med ro og mener, at cykelkollegaen, der har vidnet i sagen, kun er ude på at få nedsat sin egen straf.

Offentliggjort Sidst opdateret