Rasmussen afviser østrigsk forbindelse

Cykelrytteren Michael Rasmussen skriver i sin klumme i B.T., at han ikke har forbindelse til dopingsagen mod Bernhard Kohl.

Det passer ikke, når østrigske medier hævder, at cykelrytteren Michael Rasmussen skulle være medejer af den blodcentrifuge, som Bernhard Kohl brugte til at bloddope sig med. Det hævder danskeren i en klumme i tirsdagens udgave af B.T., hvor han derfor også afviser at skulle have lejet centrifugen ud til andre sportsfolk.
- Det er kriminelt i Østrig og ville være torskedumt, siger Rasmussen.
Han fortæller samme sted, at han aldrig har haft Stefan Matschiner - der også er involveret i den østrigske dopingsag - som manager. Eneste forbindelse mellem de to består i, at Matschiner har lejet en lejlighed af Rasmussen og i den forbindelse tilbød at skaffe danskeren job i østrigske gadeløb. Men der blev aldrig lavet nogen aftaler.
Når Michael Rasmussen alligevel er sat i forbindelse med sagen, skyldes det ifølge ham selv sandsynligvis, at Bernhard Kohl har forsøgt at tale sig til en lavere straf ved at udlevere mulige medskyldige.
- Så da jeg var ude og så gammel, at han kunne tro, at jeg ikke ville tilbage alligevel, var jeg et oplagt valg, skriver Rasmussen, der er indkaldt som vidne af statsadvokaten i Wien, der gerne vil høre danskerens forklaring i sagen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret