Real Madrid afviser kort-spekulation

Træner Jose Mourinho og flere Real Madrid-spillere afviser bestemt, at holdet spekulerede i at udløse en gratis karantænedag til et par nøglespillere i Champions League-mødet med Ajax.

Det så ellers mystisk ud, da både Xabi Alonso og Sergio Ramos fra Real Madrid blev udvist i slutfasen. Kampen var forlængst afgjort på det tidspunkt, og Real Madrid var allerede sikret videre afgang i turneringen.

Derfor var det belejligt for både Ramos og Alonso at få nulstillet deres advarselskonto i den sidste og ligegyldige gruppekamp mod Auxerre. Men mistanken har intet på sig, hævder Sergio Ramos.

- Vi gik ikke bevidst efter de gule kort. Når man ser på, hvad stillingen var, kunne dommeren have ladet være mere at give advarslerne. Men han udviste mig, og sådan er det, siger Ramos.

Også træner Mourinho fejer alle spekulationer til side, selv om han mod slutningen tilsyneladende havde travlt med at aflevere et par budskaber til netop Xabi Alonso og Sergio Ramos.

- Jeg talte med mange spillere i løbet af kampen, og det var ikke kun Alonso og Ramos. Sådanne historier sælger måske godt, men det vigtigste er vores 4-0-sejr og den fantastiske kamp, vi spillede. Lad os snakke om det, og ikke om andre ting, siger Mourinho.

Kort inden Sergio Ramos' udvisning havde målmand Iker Casillas netop hvisket en besked til sin forsvarsspiller. Inden da havde Casillas selv tilsyneladende fået en besked af reservekeeper Jerzy Dudek, der igen havde talt med Mourinho selv

/ritzau/

Offentliggjort Sidst opdateret