Real Madrid kollapser igen på udebane
De forsvarende spanske mestre fra Real Madrid må håbe på succes i Champions League i denne sæson. Muligheden for at gentage sidste sæsons hjemlige succes virker meget lille efter endnu et nederlag lørdag aften.
Real Madrids stjerner formåede ikke at score i lørdagens udebaneopgør mod Real Betis. Hjemmeholdets Benat Etxebarria blev dermed matchvinder for Sevilla-klubben med sin scoring efter 17 minutter. Det er midtbanespillerens tredje mål i denne sæson.
Real Madrid lagde ellers stærkt ud med to langskud fra Cristiano Ronaldo i kampens indledning. I pausen foretog Jose Mourinho en dobbeltudskiftning, da Luka Modric og Kaka afløste Khedira og Mesut Özil.
Dermed er Real Madrid allerede oppe på tre nederlag efter 13 spillerunder. Alle på udebane - mod Getafe med 1-2, mod Sevilla med 0-1 og nu altså mod Betis, der dermed rykker op på femtepladsen i Primera Division.
Real Madrid er otte point efter ærkerivalerne fra FC Barcelona, der endda har spillet en kamp færre. Barcelona har efter 12 kampe kun sat to point til. Søndag aften tager Levante imod det suveræne førerhold.
Næste uge tager Real imod Atlético Madrid i det klassiske lokalopgør.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker