Real Madrid må undvære stjerneback i lang tid

Real Madrid kommer til at undvære sin offensivt indstillede venstreback Marcelo i op mod tre måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det brasilianske fodboldforbund meddeler på sin hjemmeside, at stjernebacken har fået en skade i foden, mens han var på landsholdstjeneste.

24-årige Marcelo er anerkendt som en af de bedste og mest spektakulære backspillere i verden.

Marcelo skulle på tirsdag have været med for Brasilien i en venskabskamp mod Japan i polske Wroclaw.

For tre dage siden var han i startopstillingen, da Brasilien vandt 6-0 over Irak i en venskabskamp i Malmø.

Marcelo kom til Real Madrid i januar 2007, efter at han repræsenterede Fluminense i hjemlandet.

/ritzau/